Gulerødder til overvintring

Gulerødder til overvintring

Peter Norris

8. november 2017

Sidste år forsøgte jeg for første gang at så gulerødder til overvintring i en mistbænk. Der blev sået en sommersort 17. oktober, hvorefter der d.12. december kunne konstateres en ganske fin fremspiring. Og det var ikke så godt – viste det sig senere. Efterhånden som foråret skred frem, skred ca. 1/4 af planterne til blomstring. Det blev til høje, smukke blomsterskærme, som gulerødder helt normalt plejer at gøre 2. år efter en vinter.

Jeg havde i min uvidenhed sået i en alt for varm jord, som derfor gav en for tidlig fremspiring – hvilket så igen betød, at småplanterne havde udviklet for meget rod, da vinterfrosten ramte. Og derfor troede planterne, at de var igang med 2. års vækst, da det blev forår. Siden er jeg blevet klogere: gulerødderne til overvintring skal først sås, når jordtemperaturen er kommet under 5°. Frøene ligger blot i jorden og suger fugt til sig uden at spire – for derefter at vågne op til dåd, når det bliver forår.

Idag er temperaturen kommet ned på 4° uden udsigt til, at den stiger ret meget foreløbig, så der er sået sorten Amsterdam Forcing (noget af det tidligste, men de fleste sommersorter kan vist bruges). Vinduerne er blevet lagt på bænken for at jorden ikke skal blive vådere, end den er i forvejen – men der holdes åbent, så der ikke bliver for varmt i bænken, hvis uheldet skulle være ude og der pludselig kommer en masse sol