Overvintrende spidskål

Overvintrende spidskål
Overvintrende spidskål

Peter Norris
11. april 2017

I år har jeg for første gang sået de overvintrende spidskål i august og udplantet i bænken i oktober – og for at fejre at de allesammen har overlevet vinteren har de åbenbart besluttet sig for at gå i blomst. Så hvor der for et par uger siden var udsigt til endnu tidligere lækre og sprøde forårskål, kan jeg åbenbart nu snart glæde mig over en overdådig gul blomsterpragt. Og det er jeg vist ikke den eneste der oplever i år.

De små spidskål i mistbænken (som ses imellem de store planter) er dyrket som jeg plejer: sået i september, overvintret i små potter i drivhuset og udplantet i mistbænken i marts. Her har jeg aldrig haft problemet med at planterne går i blomst frem for at danne hovede, og der er endnu ikke tegn til at de finder på det.

Men det giver alligevel for få spidskål, selv om de blomstrende sagtens kan spises som blot blade. Derfor skal det undersøges om planterne “i sidste ende” alligevel kan opføre sig som spidskål plejer. Planten høstes ved at skære stokken over således at 3-4 blade bliver tilbage. Under normale omstændigheder vil planten skyde på ny i bladhjørnerne (hvor et nyt skud lige kan skimtes på nærbilledet)- og hvis man fjerner dem alle bortset fra den stærkeste, vil der udvikles et fint lille spidskålshovede. På den anden side har planten måske allerede bestemt at der bare skal være en eksplosion af blomster over det hele.