Persillerod

Peter Norris

16. november 2017

Personlige udviklingsmål for sæson 2018, Pkt. 1 (af flere): at blive bedre til dét med persillerødder.

Jeg har fiflet med grøntsagen nu i 3 år, og det er endnu ikke lykkedes mig ret ofte at ramme den smukke, skrællevenlige koniske form. Enten spirer de ikke, eller også bliver de meget små og/eller så vildt forgrenede, at jeg opgiver dem før de når køkkenet.

Til trods for at der kun bruges helt nye frø er fremspiringen ikke imponerende. Frøene udblødes i vand natten over så spiretiden bliver næsten halveret, der sås først når jordtemperaturen er 12-15°, og der dækkes for at forhindre udtørring. Og alligevel kan man opleve, at under en halv række er spiret.

De som dog spirer er ofte meget små. De bliver ganske vist ikke ligefrem forkælede, idet de sås engang i april mellem de fremtidige dobbeltrækker ærter, som kommer i jorden i løbet af maj. Så selv om de har en periode i halvskygge mellem ærterne, får de trods alt flere måneders vækst i fuld sol. Bedet er dog ikke særlig gødet idet ærterne her er det væsentligste – persillerødderne skal jo blot være en slags sidegevinst – men måske skal der alligevel noget mere kompost mellem ærterne. Eller vandes på et tidspunkt med flydende gødning.

Ud over den beskedne størrelse trækker forgrenetheden jo alvorligt ned i stilkarakteren og anvendeligheden.

Jeg forsøgte forsigtigt at omplante de allermindste fremspirede planter til huller i rækken, og kan nu konstatere, at det var en ret dårlig ide. Men mange andre rødder er lige så forgrenede. Det kan næppe skyldes for meget gødning eller sten i jorden, men måske kan en for sen udtynding gøre, at de tilbageblevne rødder forstyrres for meget. Og endelig kan der teoretisk være nematoder på spil. Og sikkert også andet, som jeg ikke har tænkt over. Der må googles