Hjælp til vanding af courgetter

Hjælp til vanding af courgetter

Peter Norris

27. maj 2016

Courgetterne kom i jorden idag med hver deres “skorsten”. Holder egentlig meget af synet af dette bed, som minder mig lidt om et gammelt dampskib, og som i hvert fald ikke ligner noget som helst andet i køkkenhaven. Kombinationen er en følge af en ret langvarig tørke midt på sommeren for nogle år siden. Her var det så slemt at selv courgetterne tørstede og hang med bladene. Samtidig var de næsten umulige at vande, idet de store blade dækkede hele bedet så vandet fra kanden havnede alle mulige andre steder end dér hvor rødderne kunne få fat i det. Det eneste mulighed var at løfte bladene og håndvande hver enkelt plante – ganske langsomt for at vandet ikke bare løb af den tørre jord. Jeg blev hurtigt træt af besværet.

Derfor får hver plante nu et vandingsrør (afsavet nedløbsrør) stukket ned i jorden ved sin side – i en dybde så vandet når rødderne. I tilfælde af vandingsbehov kan man så bare gå langs bedet med vandkanden, evt lige skubbe enkelte blade til side, og fylde rørene.

Spinaten i yderrækkerne er udplantet for et stykke tid siden, og ender formodentlig med at blive høstet inden courgetterne breder sig ud over det hele.

PS: for at modvirke griffelråd (frugterne rådner i blomsterenden) er der drysset knust æggeskal i både plantehul og rør.