Hvidløg og hvidråd

Hvidløg og hvidråd

Peter Norris

 

Årets katastrofale hvidløgshøst i juni har idag betydet, at en kraftig hvidløgsdunst har bredt sig ud over hele køkkenhaven.

Hvidløgene var nemlig blevet ramt af hvidråd, en svampesygdom som angriber medlemmer af løgfamilien. Er infektionen først sket, eksisterer der ingen bekæmpelsesmuligheder, og sygdommen fører til at løget til sidst rådner – hvilket mine hvidløg da også gjorde i stor udstrækning.

Svampesporerne befinder sig i jorden, og her hjælper ingen kære sædskifteplan, når først skaden er sket. De kan overleve i hviletilstand i mindst 10-15 år, mens de ligger og venter på, at der kommer nogle nye løg i jorden, som de kan kaste sig over.

Er hele køkkenhaven mere eller mindre inficeret, må man i sidste instans går over til at dyrke løg i potter med jord udefra.

Der eksperimenteres dog med at udvande udtræk af hvidløg på det inficerede areal, hvorved svampesporerne vækkes til live, men da der alligevel ikke er nogen løgplante, de kan leve videre på, går de efterfølgende til grunde.

Så idag har de 4 kommende løg- og porrebede fået hvidløg. Og da jeg ikke syntes, jeg ville ofre mine egne alt for få sunde løg på projektet, er det lige så godt (og lettere) at anvende hvidløgspulver fra foderstofforretningens afdeling for heste. 30 gr. udrørt i 10 liter vand pr. m2. Det skal helst ske ved en jordtemperatur på 15-18°, så det var også snart sidste frist for i år.

Det kommende (lille nye) hvidløgsbed får i stedet ny jord, da udvandingen helst skal ske mindst 6 måneder før, der skal plantes løg i jorden – og det er jo lige om lidt.