Broccolini

Broccolini
Broccolini

Af Peter Norris 

Broccolini er en hybrid mellem almindelig broccoli og en art kinesisk kål. Den dyrkes ikke for de store blomsterhoveder som hos broccoli, men mere for de meget delikate stilke med en smag der er en mellemting mellem broccoli og asparges. Det siges at den er ved at dukke op i nogle forretninger efterhånden, men er vist stadig lidt af en luksusgrøntsag, da den er noget dyrere at producere end almindelig broccoli.

Broccolini sås i april, hvor man så snupper hovedskuddet så tidligt som muligt – og herefter giver planten sig til at danne sideskud som udgør den egentlige afgrøde. Disse skæres når de er 15-20 cm lange, hvilket man kan fortsætte med i flere måneder. Skuddene bliver selvfølgelig mindre og mindre med tiden, og i alt kan man høste en 500-600 gr pr plante.

I år har jeg dyrket sorterne Apollo (den faste sort i flere år) og Sibsey (nyt). Sibsey er en noget kraftigere plante, som også har klaret frosten bedst – og som også åbenbart bliver ved med at give trods temperaturer adskillige nætter på minus 6-7 grader. De nye skud er godt nok ikke nær så store som de har været, men der kan dog stadig skæres en lille håndfuld om ugen til at smide ned i wokken.