Ærter sås i flere hold

Ærter sås i flere hold

Peter Norris
15. april 2016

Ærter dyrkes her i haven en smule nødtvungent efter princippet “lidt men tit” – vi vil heller kunne spise friske ærter næsten dagligt over en længere periode end vi vil stå med mange kilo midt i juli og være nødt til at fryse det halve. Og da det samtidig har været nødvendigt at skære kraftigt ned på ærtearealet på grund af svampesygdomme kræver det lidt planlægning at sikre en nogenlunde kontinuerlig forsyning fra juni til forhåbentlig oktober.

I dette bed her sås den egentlige hovedafgrøde som gerne skulle afløse de overvintrende ærter (sået i november) i mistbænk engang sidst i juni. Længst til højre er sorten Twinkle som blev sået inde i roottrainers midt i marts og udplantet i en dobbeltrække for en uges tid siden. Midt i billedet kan anes næste hold med Hurst Green Shaft som blev sået under plast i starten af april. Og således fortsætter det med såning af en dobbeltrække i dette 2,5 m lange bed hver 2.-3. uge indtil engang først i juni.

Dernæst skal der forsøges med et andet bed hvor ærter (en sort egnet til sen såning) sås i roottrainers i løbet af juli og udplantes efter sene kartofler – hvor kartoffeltoppen blot fjernes mens selve knoldene bliver i jorden under ærterne til ærtehøsten er færdig i oktober. Hermed skulle kartoflerne holde sig noget bedre på lager vinteren over end hvis de blev gravet op (som de hidtil er blevet) i juli.

I bedet her på billedet udnyttes pladsen mellem ærterækkerne ved at så rodfrugter. Tidligere har det været pastinak eller rødbeder der har haft pladsen, mens der i år skal ses hvordan persillerod trives under sådanne forhold. Rodfrugternes overjordiske dele lever en noget skyggefuld tilværelse mellem ærterækkerne i 1-2 måneder, men de overlever – og når ærterne fjernes i juli-august er der pludselig rigelig med lys til at de kan vokse sig store frem til høsten i løbet af efteråret og vinteren. Metoden kan ganske vist også bruges med gulerødder, men det kan røbes at selv i mørket mellem ærterne kan gulerodsfluen desværre stadig finde dem.