Ærter kan sås i november

Ærter kan sås i november

Peter Norris‎
16. november 2015

Med udsigt til frost (dagsfrost) i næste uge er det vist på tide at få sået ærterne i mistbænk. Jeg har tidligere overvintret ærter under plast på friland. Nogle år er det lykkedes, andre år har hård frost taget livet af småplanterne, og et enkelt år opdagede jeg i marts sirlige rækker med lutter små huller efter at musene havde haft en fest. Så jeg besluttede at droppe projektet.

Sidste år såede jeg alligevel som en pludselig indskydelse en rest fra en pose Exzellenz i en mistbænk 17. november. Lidt før jul kom de første spirer, og i løbet af juni kom en ganske tilfredsstillende høst på 2-3 kilo. Så det skal prøves igen i år. Fordelen ved at overvintre i mistbænk er dels at man lettere kan dække med et par lag fiberdug efter behov, og dels er det knap så nemt for musene at finde frem til lækkerierne.