Omplantning af kål

Omplantning af kål

Peter Norris
25. december 2015

25. december får jeg ofte en ubændig trang til at lege forår. Hvis der er sne og frost på dagen bliver der oftest bestilt endnu flere frø (end jeg har brug for) på nettet, og hvis vejret er som i dag, kalder højbedene på at blive rodet i. Næsten lige meget hvad, bare man får jord under neglene. I dag har jeg rundt omkring i bedene fundet forskellige (for) sent udplantede små kål som ikke nåede at udvikle sig til noget brugbart i efteråret. Efternølerne er så blevet samlet i ét bed, som kan dækkes hvis der en dag kommer noget der ligner vinter. Om de alle videreudvikler sig til hoveder, eller om de finder på noget andet, må tiden jo vise. Under alle omstændigheder er de betydelige længere fremme end de små potte-kålplanter jeg har overvintrende i drivhuset – og således skulle de sidste (måske) blive de første.