Af Peter Norris Mine tidlige majs af sorten Butterscotch er desværre nu angrebet af svampesygdommen majsøjeplet. Det har de garanteret også været i tidligere år, men jeg har bare aldrig bemærket det, da bedet har været færdighøstet inden sygdommen har bredt sig synderlig. Derimod blev jeg sidste år for alvor opmærksom på sygdommen, idet alle de senere hold majs blev så kraftigt angrebet at jeg stort set ikke fik en kolbe ud af anstrengelserne. Planterne gik fuldstændig i stå og kolberne blev nogle forkrøblede stakler – hvis de overhovedet blev til noget som helst. Jeg kendte ikke sygdommen, men Karna Maj sendte mig nogle billeder af øjeplet – og ligheden var så slående at ikke et øje var tørt. Sygdommen har bredt sig mere og mere de senere år herhjemme, og trives vældig godt i et fugtigt vejr som det vi unægtelig har haft på det sidste. Desværre fremgik det også at bekæmpelse er umulig uden agrokemiens arsenal af fungicider – mens forebyggelse foregår ved ikke at plante majs efter majs eller sprede smitten ved hjælp af planterester. Så alt majsaffaldet røg til forbrændingen. Yderligere kunne nettet fortælle at de fleste nyere sorter var mere eller mindre resistente over for sygdommen. Derimod var der ingen steder konkrete informationer om hvilke sorter der netop havde resistensen – og så var man lige vidt, idet resistensen hos mine egne “nye” sorter havde været latterlig lav. Frøfirmaernes hjemmesider var heller ikke til megen hjælp, idet der heller ikke her stod noget om de tilbudte sorters resistens. Jeg endte med at skrive til 3 engelske firmaer (her er sygdommen også begyndt at dukke op i haverne), og Dobies svarede. De havde ikke selv frø, men var begyndt at forhandle planter af den nye sort Vanilla Sweet – og de henviste yderligere til at Mirai White kunne anbefales. Det lykkedes mig at finde frø af Vanilla Sweet, som er sået en måned senere end Butterscotch – og hvis de undgår sygdommen bliver sorten den foretrukne til såning fra først i maj og senere. De nuværende Vanilla Sweet er idag en meter høje og er begyndt at vise hanblomster – jeg skyndte mig at besigtige bedet, og foreløbig er sygdommen ikke til at få øje på. |