Savoykål

Selv om man selvfølgelig har nydt den smukke sensommer, har septembers ualmindelige varme samtidig lavet grundig ravage i køkkenhavens produktionsplan. Hvilket dette bed med savoykål er et eklatant eksempel på.

Kålene er sået 20. juni og udplantet så sent som 1. august efter høst af vinterkartofler. Flere års notater havde peget på at såningen nok ikke skulle ske ret meget senere, hvis man skulle kunne forvente høstklare kålhoveder midt i oktober. Og det var hvad jeg sigtede efter: at efterårets lavere temperaturer fra sidst i oktober ville gøre at kålenes udvikling herefter gik så langsomt, at der kunne høstes over en længere periode. Samtidig skulle skulle savoyen først høstes når der ikke længere kunne hentes friske forsyninger af sommerens dominerende afgrøder: tomater, bønner, courgetter, broccoli mm. I teorien altså.

Og så står man her 19. september med 21 savoykål der kalder på at blive høstet – og vi er slet ikke sultne efter savoy. Og absolut ikke efter at spise et hovede om dagen de næste 3 uger. Fortsætter det halvlune vejr bliver det interessant at se hvor længe de holder sig uden at begynde at sprække.

Sorten (Vorbote 3) kan ellers varmt anbefales. Den er ekstremt hurtigt udviklet, og beskrives ellers som en sort til såning i det tidlige forår til sommerbrug. Den er meget sprød og lækker, og slet ikke så grov i det som mange af de typiske efterårs- og vintersavoy. Jeg dyrker den dog kun som 2. afgrøde til sen brug (sommerens kålbehov dækkes af spidskål), da den også kan klare flere graders frost – den skal nok bare sås 14 dage senere næste år…….