Opskrifter Med Squash → Vores Anbefalinger

Opskrifter Med Squash → Vores Anbefalinger

Man går og tripper for, at de skal titte frem – de skønne squash – og når de så kommer, så kommer der rigtig mange. Sådan er det også i GrowCamps have. Få her tre opskrifter, der giver dig noget lækkert at sætte tænderne i! Tillige får du mulighed for at bruge nogle af de squash, som er blevet for lige lovlig store.

DEN FRA BARNDOMMEN

Når squashene har fået en vis størrelse, bruger jeg dem i bagværk og til kager. Det er ikke en rigtig sommer uden squashkage med ostecreme – og den bliver serveret op til flere gange hver sommer. Det minder mig om min barndom. Det var en tradition, at jeg stod og slikkede skeen, når duften at nybagt squashkage dominerede køkkenet. Min mor havde bagt denne skønne kage, siden hun selv var en lille pige. Derfor fortsætter denne tradition også med squash fra GrowCamps have:

SQUASHKAGE (til 8 personer)

Det skal du bruge:
150 g smør
200 g brun farin
200 g mel
1,5 tsk bagepulver
½ vaniljestang
5 kapsler knust kardemomme (kan udelades)
300 g squash
50 g valnødder
3 æg
salt
skallen af en halv citron
200 g flødeost
½ vaniljestang
3 spsk. flormelis

Sådan gør du:
Riv squash og hak valnødder.
Pisk smør og brun farin luftigt, og tilsæt til sidst æggene et af gangen.
Bland i en ny skål mel, bagepulver, salt, vanilje og den knuste kardemomme og vend det med smør og farinblandingen. Til sidst vendes squash og valnødder forsigtigt i.
Laver du denne opskrift, når du har overflod af æbler i haven, så skift smør ud med æblemos, det smager så skønt.
Kom dejen i en smørsmurt-form, der måler omkring 20 cm. Bag nu kagen i 45 minutter på 175 grader varmluft. Squashkagen skal køle af, før du beklæder den med flødeostblandingen. For at lave den, blander du flødeost, vanilje og flormelis. Når du har smurt toppingen på, dekorerer du med citronskal og valnødder. Det er også her, du kan være kreativ. Har du smukke spiselige blomster fra haven, så dekorer også med dem.
Kagen kan sagtens holde sig nogle dage på køl og bliver ikke mindre god af det. Velbekomme.

 

DEN FRÆKKE FORRET

Kender du det, at der er bare opskrifter, som man altid vender tilbage til? Sådan er det med denne lækre forret, som primært består af squash. Her kan du også få brugt de helt store squash, og så er den oven i købet nem at lave, og den kan fryses. Det er en opskrift fra kokken Lars Sonne-Hansen, der i dag er forstander på Suhrs Madhøjskole.

SQUASH-PANDEKAGER MED SYRNET FLØDE OG ROGN (til 4 personer)

Det skal du bruge:
250 g squash
3 forårsløg (kan også bruge rødløg eller kinesisk purløg)
2 æg
1 dl cheddar
½ bundt dild
2 spsk mel
olie til at stege i
lidt frisk estragon
salt og peber
200 g stenbiderrogn (der kan bruges andet rogn eller røget laks)
½ citron
2 dl piskefløde

Sådan gør du:
Riv squashen og bland den med et knips salt og lad det stå og trække i 30 minutter. Befri derefter væden fra squashen, og bland den så med løg, dild, æg, cheddar, mel, peber og estragon.
Varm olien på panden, og bag små pandekager. De skal være på størrelse med amerikanske pandekager og have cirka to minutter på hver side. Du skal trykke lidt på kagerne, da blandingen er lidt tyk.
Pisk fløden og saften fra den halve citron let, og lad så blandingen stå i stuetemperatur i en halv times tid, hvorefter den syrnede fløde vil blive helt perfekt.
Server de varme squashpandekager med den syrnede fløde og rognen. Dekorer eventuelt med lidt dild og spist forretten med godt hjemmebagt brød til.

 

DEN TIL HVERDAG

Squash kan bruges til utrolig mange ting, men det, jeg bruger squash allermest til, er til salat. De små helt sprøde squash er så lækre i en salat, at jeg bare aldrig bliver træt af dem. Og når squashene har fået lidt størrelse, bruger jeg min spiralizer til at lave grøntsagsspaghetti. Det er god måde at få børn til at spise grøntsager på, og så er de ofte min hovedingrediens i hverdagens salat.

SKØN SQUASH SALAT (4 personer)

Det skal du bruge:
1 squash, mellemstørrelse
1 rødløg
100 g god feta
1 æble
en håndfuld hakkede mandler
½ dl olivenolie
1 dl æbleeddike
1 tsk. flydende honning
1 tsk. stærk sennep
salt og peber

Sådan gør du:
Pisk først ingredienserne sammen til dressingen, og stil den på køl.
Lav så din squash til grøntsagsspaghetti eller skær den i små terninger. Skær herefter både løg og æble i små tern, og bland det hele. Vend til sidst dressingen i salaten og lad den trække i 10 minutter.
I denne salat kan du bruge, hvad du lige har. Lige for tiden bruger jeg ribs og blommer i stedet for æble. Jeg erstatter tit rødløg med kinesisk purløg, for det har jeg i overflod i haven. Mandlerne kan du bytte ud med valnødder, pinjekerner, hasselnødder eller hvad du har i skabet. Salaten kan bruges som tilbehør til næsten al aftensmad, men den er også lækker som frokost.

 

Velbekomme!