MINI-køkkenhaven vokser i højden

MINI-køkkenhaven vokser i højden

Der er ikke meget mini over dagens udplantning i minikøkkenhaven.

Spinaten som voksede i yderrækkerne er blevet høstet, og der er nu lige akkurat plads nok til at opstille ærtestativerne hvor spinaten stod. Der er her tale om en gammel dansk arvesort kaldet Grams Høje Ært, som af indlysende årsager ikke egner sig til nutidens effektive kommercielle produktionsmetoder, hvor ærterne høstes med maskine: ærteplanterne bliver ca. 3 meter høje og høstes ved hjælp af en trappestige.

Man kunne selvfølgelig have sået eller udplantet en mere almindelig havesort på omkring en meter, men fordelen ved Grams er at de (foruden at være både store og søde) bliver ved med at være friske og sprøde i længere tid på planten, hvor de fleste andre sorter hurtigt bliver melede hvis man ikke lige får dem plukket.

Ærterne blev sået i roottrainers for et par uger siden, og har nu så meget rod at de egner sig til udplantning. Samtidig er planterne så store at de ikke længere er interessante for havens duer, hvorimod et duepar kan rydde et nyspiret ærtebed på en formiddag. Og endelig betyder forkultivering at man slipper for eventuelle irriterende huller i rækkerne. Ærterne kan man så med 2 frø pr celle, som herefter udplantes sammen uden at skille planterne ad. De sættes i forbandt på begge sider af hegnet, således at man ender med ca 20 planter pr meter. Salatplanterne kan man blot fortsætte med at høste efter behov, og efterhånden som der opstår ledig plads mellem de høje ærter skal der udplantes forkultiverede rødbeder.

Skrevet af Peter Norris, den 20. maj 2018