Besværlig gulerods-spiring

Besværlig gulerods-spiring

I bedet med spinat og gulerødder er spinaten nu kommet frem, mens der ikke er en eneste gulerodsspire at se.

Såning af gulerødder går nemlig ikke altid lige som man kunne ønske sig. De kan i foråret være længere om at spire end så meget andet, spireprocenten er ofte lav (og kan være endnu lavere hvis der ikke tale om helt friske frø)- og nogengange spirer de bare slet ikke uden at der kan findes en forklaring på miseren. Det sker både for nybegyndere og for erfarne havefolk.

På grund af den længere spiretid, samtidig med at de ikke sås dybere end ca 1 cm, kan gulerodsfrø også være lidt følsomme over for udtørring af jorden. Dette kan nemt ske i perioder med varme, blæst, høj sol og ingen nedbør. Og det er lige sådan vejret har været siden gulerødderne blev sået for en uge siden. Jorden skal helst holdes jævnt fugtig indtil gulerødderne er spiret frem, og derfor har rækkerne fået en kande vand idag.

En god måde at vande nysåede gulerodsrækker på er at lægge et stykke fiberdug fladt oven på jorden, hvorved man undgår at jorden bare klasker sammen og kvæler frøene hvis man kommer til at vande alt for kraftigt – hvilket især kan være en risiko på lerjorde. Samtidig er fiberdugen med til at beskytte lidt mod udtørring og holde jordoverfladen tilpas fugtig.

Skrevet af Peter Norris, den 16. april 2018