Udvidelse af køkkenhaven

Udvidelse af køkkenhaven

Udvidelse af køkkenhaven

Jamen Mette, kan I virkelig spise alle de grønsager spurgte en ven, da vi startede den seneste udvidelse af køkkenhaven, hvor vi udvidede med endnu 4 nye højbede i det lækreste lærketræ med netoverdækning – selvfølgelig fra Growcamp.

Svaret er ja, for jeg gemmer sommer til vinteren – og vi nyder stadig godt af sidste års høst fra både fryser, men også særligt hylderne i viktualierummet i kælderen. Den historie får du lidt senere, når vi skal gemme dette års høst.

I dag vil jeg fortælle lidt om de smukke højbede, som vi har lige sat op i området foran mit orangeri. Min køkkenhave består udelukkende af højbede, en krukkekøkkenhave og et utal af selvvandingspotter og krukker – jeg dyrker grønsager her og der og alle vegne.

Som sagt, foran orangeriet har vi udvidet køkkenhaven med højbede i lærketræ med overdækning – overdækning fordi jeg er ualmindelig træt af kållarver og løgminerfluens larver, som har været et plage de seneste år i min have.

Opbygning af højbedene

Min køkkenhave er gravefri (No dig). Et gravfrit bed, der år efter år tilføres organisk materiale giver en sund og uforstyrret jord i balance, hvor ukrudt og uønsket krible krable naturligt holdes i ave.

Mine No dig bede placeres direkte på græs, et område fyldt med ukrudt eller hvad du lige har. Bedet bygges op af flere lag, der langsomt nedbrydes og frigiver gødning til planterne i bedet – de nye bede i min køkkenhave er bygget op af følgende lag:

  • Et tykt lag brunt genbrugspap renset for tape, plastik etc. – pappet vil hæmme gennemtræning af græs og uønsket vækst – læg gerne et dobbelt lag hvis du har det. 
  • Eller et tykt lag aviser, som hæmmer for græs og ukrudt.
  • Grene, planteafklip, halvomsat kompost, græsafklip, blade, gamle døde planter eller hvad du lige har ved hånden lægges ovenpå pappet.
  • Jeg topper med et godt tykt lag højbedsmuld, det kunne også være anden jord og velomsat kompost – dog er ren kompost lidt kraftig gødning til de små planter.

Og så er det sådan set bare at gå i gang med at fylde bedene med planter.

@metteskreaunivers

 

 

Foto: Mette Nørgaard