Fordelene ved roottrainers
Man kan forkultivere næsten alle slags grøntsager i roottrainers. De er dog særlig velegnet til forkultivering af større hurtigt voksende planter med kraftige, dybtgående rødder, hvor der er mange fordele ved roottrainers frem for forkultivering i potter. Med den ekstra dybde er der mere plads til at rødderne kan udvikle sig, og de lodrette riller i cellerne tvinger dem netop til at søge nedad frem for at sno sig rundt i siderne. Rammen (eller holderen) som holder på cellerne er udformet således at der er luft under, og når rødderne rammer hullet i bunden af cellen standser væksten når de ikke kan finde jord at vokse i - de luftbeskæres frem for at fortsætte væksten og køre rundt i bunden som i en potte. Dette får planten til i stedet at udvikle flere rødder og side-rødder ovenfra, og således får planten et langt stærkere rodnet.
Hvordan sår man i roottrainers
Grøntsager med store frø og dybtgående rødder som majs, ærter og forskellige slags bønner får med andre ord klart den bedste rodudvikling ved at blive forkultiveret i roottrainers. Det gælder også prydplanter som latyrus og solsikker.
Man starter med først at sætte alle cellerne i rammen og herefter fylde dem helt op med så-jord. Der skal trykkes lidt til med et par fingre, så jorden bliver mere kompakt og sammenhængende uden lufthuller, hvilket bl.a. har betydning når man senere skal vande. Herefter fyldes cellerne helt op igen med så-jorden.
Med majs, som er en grådig plante, kan man fylde en blanding af så-jord og kompost nederst i cellerne, så planterne får adgang til mere næring efterhånden som de vokser. Frøene lægges oven på jorden, hvor man med både ærter og bønner sagtens kan så 2 frø pr. celle, som siden kan udplantes uden at skille dem ad. Frøene trykkes herefter ned i den dybde der anbefales, der dækkes med løs så-jord og vandes med en spreder så jorden er godt fugtig. Låget lægges på og rammen stilles lyst uden at den står direkte sol - bliver der alt for varmt under låget kan det give en dårligere spiring.
Vanding
Når spirerne begynder at komme frem, kan man tage låget af og flytte rammen til en solrig vindueskarm. En enkelt ulempe ved roottrainers er at der fordamper vand både fra overfladen og fra hullet i bunden af cellerne, hvorfor man skal være lidt mere opmærksom på behovet for vanding. Her er det bedst at vande nedefra for at undgå at jordoverfladen bliver for våd så at planterne angribes af rodhalsråd. Det kan til gengæld gøres ret nemt ved at vende låget om, fylde det halvt med vand, og stille rammen i vandet i 5 minutter.
Udplantning
Når man så udplanter, behøver man blot lave et hul i jorden på størrelse med cellen og hælde vand i hullet, således at rødderne bliver lokket til at søge yderligere nedad efter vand. Cellerne åbnes som en bog, planten placeres i hullet og jorden trykkes til omkring den.
Såning af andre frø
Små frø som salat, porre, løg eller basilikum, hvor man sjældent ser en 100% spiring, kan man med fordel først så i en pluggbox (FC4450) eller en bakke og senere omplante dem i en roottrainer. En anden mulighed er at så flere frø pr. celle og udtynde til en enkelt plante hvert sted. Adskillige grøntsager kan man ligeledes multi-så med flere frø pr. celle, men uden at udtynde senere. De enkelte celler med måske 3-5 planter i hver udplantes som en lille klump, blot med større afstand mellem klumperne. Det gælder f.eks. radiser, rødbeder og løg.
Det kan være ret vanskeligt at forkultivere rodgrøntsager som gulerod, pastinak og persillerod i roottrainers, selv om man umiddelbart kunne synes at det ville være oplagt. Hvis rødderne forstyrres det mindste ved udplantningen, kan det nemlig resultere i at de bliver temmelig forgrenede og ligner små blæksprutter. Hvis det overhovedet skal kunne lykkes, kræver det at man udplanter inden roden når bunden af cellen, og at så-jorden er blevet presset godt sammen i cellen så den ikke falder fra hinanden, når man tager planten ud af roottraineren for at sætte den i plantehullet.
Det kan egentlig ikke anbefales at bruge roottrainers til grøntsager, som faktisk trives bedst ved at blive ompottet flere gange til en lidt større potte inden de udplantes. Det gælder f.eks. chili og peber, tomat og selleri. Planter som courgetter og græskar der hurtigt vokser i bredden er det også bedst at så i enkeltstående potter med større afstand mellem planterne.
Og selv om roottrainers KAN bruges til at forkultivere næsten alle slags grøntsager, kan en pluggbox (vores vare nummer på denne er: FC4450) eller små potter være et bedre valg til små planter som kun har brug for en forkultivering i kortere tid inden udplantningen, og derfor slet ikke vil kunne udnytte al pladsen og den dyre så-jord i roottrainers.
Hvilken størrelse roottrainers skal man bruge
Valget mellem om der skal bruges COMPACT, SLIM eller DEEP er ikke særlig kompliceret - de 3 typer kan alle bruges til de fleste grøntsager. Dog kan de hver for sig have nogle fordele:
-
DEEP med den største jordvolumen er klart det bedste valg til planter med dybtgående rødder som majs, ærter, bønner eller solsikker - især hvis man vil have flere planter pr. celle som udplantes sammen, som man kan med f.eks. ærter eller bønner. DEEP ville også være førstevalg til planter som skal stå i længere tid inden de udplantes, som f.eks. planter som overvintrer og først skal udplantes om foråret.
-
SLIM passer derimod bedst til afgrøder som ikke fylder så meget i bredden som f.eks. porre eller løg, hvor man her vil kunne have flere planter på den samme plads.
-
COMPACT med den mindre dybde egner sig bedst til planter med en knap så kraftig rod som eksempelvis salat, idet rødderne hurtigere når til bunden af cellen og bliver udsat for en luftbeskæring.
Herefter er det snarere et spørgsmål om hvor mange planter man har brug for at forkultivere på en gang. For at holde cellerne pænt på plads i rammen er det nemlig nødvendigt at den fyldes helt ud, om nødvendigt også med tomme celler. Derfor kan det være praktisk at have flere størrelser til rådighed, der kan passe til antallet af planter - og samtidig kan det være pladsbesparende, så tomme celler ikke fylder unødigt i vindueskarmen.