Køkkenhaven i juli

Køkkenhaven i juli

Her midt på sommeren begynder køkkenhaven for alvor at bugne af frisk grønt, og man kan næsten planlægge måltiderne efter hvad dagens høst nu kan levere til køkkenet.

Spinat, salat og radiser har været der længe, nyopgravede kartofler har man kunne nyde den sidste måneds tid, men nu begynder man også at kunne høste friske ærter, bønner, gulerødder, løg, eventuelt tidligt såede kål, de første courgetter og meget andet. Hvis man samtidig har sået forskellige afgrøder i juni til udplantning i juli kan denne måned hurtigt blive en lidt småtravl tid.

 

Juli er derfor ikke ligefrem årets bedste måned at lægge sine 3 ugers ferie. Og hvis man alligevel vælger at gøre det (på grund af børns skoleferie eller andre hensyn), er det en fordel hvis man som køkkenhavedyrker har en MEGET god ven (eller nabo). En rimelig varieret køkkenhave kan ikke uden videre bare passe sig selv på dette tidspunkt, men med lidt planlægning kan pasningen reduceres til at den gode ven blot skal holde øje med vandingen og evt få den gave at måtte høste lidt til sig selv.

De fleste afgrøder som forkultiveres kan sagtens vente en 3-4 uger med at blive udplantet. Derfor planlægger man sine såninger således at tingene enten kan udplantes i juli inden man tager på ferie, eller vente i potterne til man kommer hjem. Alle småplanter udvikler sig ret hurtigt her midt på sommeren, hvorfor der er ingenting der forpasses fordi man ikke sår noget nyt i 3 uger i juli – meget kan vente til først i august. Og selv om man ikke har planlagt at rejse væk er højsommeren et passende tidspunkt til blot at høste det der skal høstes, nusse om resten og ellers bare glæde sig over sin have – i august skal man nok få rigeligt at lave!

Kan man alligevel ikke holde fingrene fra frøene i juli kan man fx så rødbeder, grønkål, et sidste hold ærter, nye gulerødder og bønner først på måneden – og salat når man har lyst.